Pasningsvejledning
Dette er en generel pasningsvejledning for europæiske landskildpadder, som dels er baseret på egne erfaringer og dels på den litteratur jeg gen-nem årene har tilegnet mig. Jeg holder og opdrætter p.t. græske, bredrandet og mauriske landskildpadder og holder alle tre arter under samme forhold.
Frilandsanlæg
Om sommeren holder jeg mine skildpadder i et frilandsanlæg med tilhørende drivhus. Mine unger og halvstore skildpadder holder jeg ligeledes på friland hvor de har adgang til en mistbænk. Voksne landskildpadder kan ikke få for meget plads og trives bedst så solfyldt som muligt. De skal dog også have adgang til skyggesteder og skjulesteder. Når det er køligt skal de have mulighed for at krybe ind i et tørt hus/kasse.
Jeg har som tidligere nævnt et drivhus, i dette har jeg nogle kasser, som er isoleret med flamingo i både bund, tag og sider, hvilket stabiliserer temperaturen således at der er køligt om sommeren og lunt om vinteren. En mistbænk og et lille hus med vandfast tag vil også være brugbart. Indhegningen til frilandsanlæget skal være mindst 40 cm høj og udbrudssikkert, og enten gå et stykke ned i jorden eller være så bred, at skildpadderne ikke kan grave sig under. Det er dog begrænset hvor meget de tre omhandlende arter graver, men det hænder, også i naturen når de går i dvale eller sommerdvale.
Min skildpaddeunger holder jeg i en ramme på 1 m2 med volierenet over og sat på græsplænen. De har et lille hus med et vandfast tag og to små mistbænke. I køligt og regnfuldt vejr overdækker jeg 2/3 af rammen med et plasticvindue fra et drivhus, så denne ligeledes bliver til mistbænk. Rammen bør enten graves ned, eller på anden måde sikres, så ungerne ikke kan grave sig under. Jeg har lagt en række fliser, hvorpå jeg har placeret rammen, for at undgå udslip. Skildpadder på friland kan tilføres kunstig varme iform af varmelampe o.lign. i køligt vejr, selvom dette næppe bør være nødvendigt.
Fodring
Græske, bredrandet og mauriske landskildpadder er vegetarer og lever af urter, ukrudt, græsser og blomster. Jeg fodrer primært med mælke- bøtter, men også med Burrer, døvnælder, fladstjerne, fredløs, høgeskæg, høstborst, katost, kløver, kongepen, rejnfan, svinemælk, skørtidsel, tidsler, sedum, snerle, stenbræk, tvetand, vejbred, vikke og alm. græs. Jeg sørger endvidere også for, at skildpadderne altid har adgang til hø, som oftes ligger i deres kasser/huse. Enkelte former for salat og grønt kan bruges, men bør så vidt muligt undgås, for at få sunde dyr og undgå deformiteter. Skildpadder bør ikke overfodres og kan, hvis de går i et frilandsanlæg sagtens selv finde størstedelen af deres føde. Hvis der fodres med ukrudt, så er det ikke nødvendigt at tilsætte vitaminpulver. Dog er det tilrådeligt at skildpadderne får et kalktilskud iform af sepiaskaller, æggeskaller fra kogte æg, hønseskaller, sneglehuse e.lign. Skildpadderne bør altid have adgang til frisk vand. Unger og voksne fodres på fuldstændig samme måde.
Vinterdvale
Det er muligt at ligge skildpadder i dvale allerede fra første år, men personligt ligger jeg først mine skildpadder i dvale andet år, for at sikre mig at de kan klare dvalen. I naturen vil alle unger næppe klare sig igennem første dvale. Tilgengæld forsøger jeg at holde mine unger på friland så længe som muligt, så de får en form for mild "dvale" før jeg tager dem indenfor i et terrarie, hvor jeg altid opbevarer mine unger deres første vinter. Skildpadderne sover typisk 3-5 måneder. Jeg har med succes overvinteret mine skildpadder i både køleskab og i overvintrings-kasser i drivhuset, hvor jeg har en olieradiator stående, der kan tændes hvis temperaturen dykker for meget. Den optimale overvintringstemperatur er 4-6 grader celsius, men bør ikke komme meget under 3 og meget over 8 grader. Skildpadderne skal ligge i fugtigt materiale når de er i dvale. Materialet kan bestå at hø, visse former for blade (jeg bruger ahorn eller vinblade) eller jord. Jeg blander ofte hø, blade og nogle gange flamingo kugler, som jeg fugter godt. Skildpadder som kun holdes i terrarie vil jeg ikke anbefale at ligge i dvale, da disse ikke får en naturlig nedsættelse af lys, varme og foder. Jeg ved at det kan lade sig gøre, men det er ikke noget jeg har erfaring med. Kun sunde dyr ligges i dvale.
Indendørs hold af europæiske landskildpadder
Europæiske landskildpadder kan sagtens holdes indendørs i et terrarie, selvom jeg absolut vil anbefale at holde dem udendørs i en frilandsanlæg. Som tidligere nævnt holder jeg mine unger i et terrarie den første vinter. Jeg har et "terrarie" i mit drivhus, som er en stor ramme. Som bund- lag har jeg lagt ca. 10 cm. barkflis og 5-10 cm. hønseskaller oven på. Der er en 100w griselampe som hænger i den ene ende over en stor flad sten, hvor skildpadderne kan varme sig. i den modsatte ende har jeg to flamingokasser hvor der er lavet en lille indgang i, der er bøgeflis og hø i som bundlag. I dette udendørs terrrarie opbevarer jeg mine førsteårsunger i overgangsfasen fra de er på friland til de kommer indenfor i terrarie. Jeg forsøger så vidt muligt at have mit skildpadderhold udendørs. Mit indendørs terrarie er udstyret med varmelampe i den ene ende, alm. lysstofrør og UV lysstofrør. Bundlaget kan dels være hønseskaller, barkflis/bøgeflis og jord. I den modsatte ende af varmelampen har jeg en bunke hø, som skildpadderne både kan gemme sig i og spise af. Under varmelampen har jeg altid en flad sten, som skildpadderne kan varme sig på. Der skal selvfølgelig også være en vandskål i terrariet. Man kan med fordel give dyr der holdes indendørs i et terrarie vitamintilskud som erstatning for solens stråler, selvom den ægte vare altid vil være at foretrække. |